Velkommen til Dragen Naturbørnehave

Dragen er en skøn naturbørnehave placeret i en lysning i Vestskoven, nærmere bestemt Østbakkevej 16, 2620 Albertslund. Vi har til huse i en af Naturstyrelsens ejendomme der tidligere har været brugt til naturskole, men som for nyligt blev omdannet til børnehave.

En fleksibel ordning

Dragen er en fleksibel ordning. Det betyder at du kan aflevere på Giraffen mellem klokken 7.00 og klokken 8.45 om morgenen. Tilsvarende kan du så hente igen på Giraffen efter klokken 15.30, hvor bussen vender tilbage fra en god dag i skoven. Man kan også gå med ind og lege på Giraffen, og så kan mor og far hente mellem 15.30 og 17.00 (fredag kl. 16.00).

Man skal være afleveret klokken 8.45 da vi så alle gør klar til at gå ud til vores bus, som kører klokken 9.00.

Mor og far må gerne hente i Vestskoven hvis man eksempelvis har en tandlægeaftale der skal overholdes. Dog skal personalet informeres i forvejen.

Dragen, flere børn hopper samtidig

En Naturbørnehave

Dragen er en mellemting mellem en skovbørnehave og en udflytterbørnehave. Vi har valgt at kalde det en naturbørnehave.

I Dragen har vi 14.000 m2 at boltre os på. Vi har indrettet os med en stor forhave med bålplads, forhindringsbane, borde bænkesæt mv., et område med søde 2 shetlandsponyer og en baghave med et stort bålhus. Derudover har vi skoven omkring os der byder på masser af eventyr og aktiviteter. Vi er kun 33 børn, så der er masser af plads.

Ejendommen er en renoveret gård med køkken, fællesrum, birum, garderober og toiletter – alt hvad du ville finde i en normal børnehave.

Udenfor laver vi bål, bygger huler og leger, kun fantasien sætter grænser– vi nyder at være ude hele året.

Det er noget andet at gå i en naturbørnehave end i en almindelig børnehave. Dit barn skal kunne lide at være i naturen og få jord under neglene.

Praktisk

  • Vi får lækker, primær økologisk mad med fra Giraffens køkken nogle dage og andre dage er madlavning en del af vores pædagogiske aktiviteter. Når muligt laver vi mad over bål.
  • Aflevering og hentning foregår på Giraffen mellem klokken 7.00 og 17.00/fredag lukker vi kl. 16.00
  • Om morgenen skal I være på Giraffen senest klokken 8.45.
  • Dragen har opsamling på Giraffen, på Kirkegårdsvej 25B, 2300 Kbh S
  • Vi har egen bus, med sikkerhedsselser til alle.
  • Dragen er en del af Børnehuset Giraffen som du kan læse mere om her: giraffen.trygge.dk
  • Priser og venteliste kan du læse mere om her: Priser og venteliste

 


//